Category Archives: In my opinion

Please stop calling it “Europe’s Migrant Crisis”

Share Button

No, CNN and BBC World, it is – still – not “Europe’s migrant crisis”. It is certainly a crisis, to put it mildly, for the migrants. But for Europe, it is a crisis of xenophobia, bloody-mindedness, mean-spiritedness, inhumanity, and lack of empathy and solidarity, as well as of political will to solve an issue which ought to be a piece of cake for an area as large, wealthy, and some even say enlightened (yeah, well, just keep thinking that and it may come true one day) as Europe.

Pænt goddaaaaaarrrrrrgh

Share Button

Er jeg den eneste, der får lyst til at slå ihjel hver gang nogen siger “pænt goddag”? Det var muligvis morsomt første gang man hørte det. Dengang børn forventedes at opføre sig ordentligt og mor eller far kunne finde på at sige ting som ”sig pænt goddag” og der så var en opvakt møgunge, der lod som om han eller hun tog det bogstaveligt. Men det må være omkring 40 år siden, og i mellemtiden lyder det ulideligt præpubertært, når stort set ALLE efterhånden siger det – og det er ikke længere kun  telefonsælgere, der plaprer det lige ind i ens øregang – sågar voksne TV-personligheder, ingen nævnt, ingen glemt, siger det ustandseligt.

For et stykke tid siden var der en der i et læserbrev i Politiken skrev, at hun havde været til en – ovenikøbet potentielt meget alvorlig – samtale med en læge på et hospital, og var blevet mødt med et “pænt goddag” (fik jeg nævnt, at det var af en læge!?!). Det er jo komplet useriøst og en uhørt fornærmelse. Jeg havde omgående bedt om at komme til at tale med en anden.

Ting jeg ikke vil savne, når jeg flytter ud af Danmark

Share Button
  1. Først og fremmest selvfedmen og fremmedfjendskheden, som bl.a. kommer til udtryk i den subtile form for ’etnisk udrensning’, der udøves koldt og kynisk.
  2. Måden hvorpå den danske stat af samme grund i tyve år har saboteret Det Europæiske Miljøagenturs tilstedeværelse i Danmark, og gjort det klart for mine ikke-danske kolleger (og dermed også mig), at vi ikke var velkomne, for eksempel ved at nægte at udstede CPR-numre eller tilsvarende til mine kolleger, så de dårligt har kunnet slå en prut her, og alt (bank, telefon, bibliotek, kursustilmeldinger, osv. osv. osv.) derfor har været ti gange mere besværligt for dem, og der har sågar været mange eksempler på læger, der har nægtet at tilse folk, inklusive syge børn, p.g.a. det manglende personnummer. På trods af, at EU ansatte jo har egen syge- og arbejdsløshedsforsikring og derfor ikke ville benytte sig af den slags rettigheder.
  3. Den fjendtlige holdning til alle der ser ’udanske’ ud, ikke taler perfekt og accentfrit dansk, og ikke lige spiser stegt flæsk med persillesovs hver dag kl. 18.00, og at vi danskere mener at vi ikke alene er de bedste i verden – til ALT – vi er de eneste der sådan rigtig tæller og dur.
  4. Ubegribeligt støjende overboer, der tilsyneladende lærer børnene i familien, at det er i orden at spille fodbold indendørs og at det gælder om at trampe så hårdt som muligt i gulvet.
  5. At bo i landet der opfandt begrebet asylnasser, og som tilsyneladende er stolt af det.
  6. De u-landsagtige forhold man bydes når man benytter busserne i København i myldretiden, hvor man bliver proppet ind i alt for få busser og står som sild i en tønde, og halvdelen af tjek-ud standerne ikke virker (sjovt nok virker tjek-ind standerne altid). I hvilket andet land ser man den ene bus efter den anden drøne forbi et af de mest centralt beliggende stoppesteder, enten fordi de er propfulde allerede eller fordi de ikke er i rute.
  7. Den evindelige blæst.
  8. Den elendige betjening de fleste steder og især i forretninger med hårde hvidevarer, som f.eks. Punkt 1.
  9. Den danske holdning om, at alt hvad der står fremme tilhører alle. Danske  over- og underboer, der derfor stjæler med arme og ben, så man ikke kan få nogetsomhelst leveret udenfor sin dør på etagen uden at det omgående forsvinder, og derfor heller ikke kan abonnere på f.eks. Årstiderne, Skagenfood, og VinoVenue, hvilket ellers er noget, der letter dagligdagen gevaldigt, når man har fuldtidsjob. Og danske kolleger, der konstant “låner” kaffe, mælk osv. uden nogensinde at erstatte det, de har taget.
  10. Nyhedsoplæsere, især på TV2 News, der taler elendigt dansk og tilsyneladende er fløjtende ligeglade.
  11. Og nu vi er ved fjernsynet: YouSee, der har til formål at gøre det så besværligt og kompliceret som muligt for deres kunder at se fjernsyn, og at de slipper godt fra det. For eksempel at påtvinge os at skulle anskaffe endnu et grimt monstrum i form af ”boxen” for at kunne se de – for mig – mest ”gængse” kanaler.
  12. Danske håndværkere (fra Svanekøkkenet), der dukker op flere dage senere end aftalt for at lave nyt badeværelse, afmonterer toilettet og smider det ud, og derefter ikke viser sig igen i 14 dage. Og lader som om de aldrig før har hørt nogen sige, at det faktisk ikke har været specielt sjovt at leve uden et toilet i to uger. Og sådan kunne man blive ved, indtil de måneder senere langt om længe også gør køkkenet ”færdigt” ved at sætte listen i vinklen mellem bordplade og væg op FØR de sætter tapetet op. For de ved jo godt, at de i den mellemliggende tid har opført sig så elendigt, at man ikke orker at klage over nogen af fejlene og manglerne, fordi man bare aldrig mere skal have hverken dem eller andre danske håndværkere inden for sit hjems fire vægge.
  13. Den ynkelige frugt- og grøntkvalitet i forretningerne.
  14. De så højt besungne danske værdier som mest går ud på retten til at såre minoriteter og håne dem, der mener, at der er noget, det er værd at dø for, bare fordi vi ikke selv synes det.
  15. At bo i en hovedstad der tillader turistbusser at holde i store stimer med motoren kørende i både halve og hele timer – endda lige uden for restauranter med fortovsservering og kontorer hvor folk forsøger at arbejde. Det er hændervridende irriterede at høre på.
  16. At bo i et land hvor statsoverhovedet er født til at være det og af og til udtaler sig på Danmarks vegne selvom vi ikke har haft mulighed for at stemme på hende og hun intet ved om det virkelige liv. Faktisk gør det mig rasende.
  17. At bo i en hovedstad der ikke har nævneværdige regler for gademusikanter, og de få regler der er, bliver ikke håndhævet.

Fresh-smelling laundry minus conventional fabric softener

Share Button

Most fabric softeners contain toxic chemicals and are bad for you and for the environment. For example, phthalates are added with the only purpose of providing scent.

Furthermore, they clog up your washing machine and render for example towels and tea towels ineffective. In short, they are bad for you, for your washing machine and for the environment.

Instead, fill up the container with white vinegar. It will soften your laundry and help keeping your washing machine clean inside.

It will not make your laundry smell of vinegar, but if you want to add a scent, add up to five drops of essential oil to the vinegar. If you are not (yet) into essential oils, lavender is a good one to start with, but it could also be bergamot, patchouli, geranium or whichever oil you like.

Here is a slightly more ‘cumbersome’ recipe for home-made fabric

Ingredients:

  • 10g baking soda
  • 150-200 ml hot water
  • 800 ml apple cider vinegar
  • 20 drops essential oil

Preparation:

In a large bowl, combine water, baking soda and apple cider vinegar. It will bubble up quite spectacularly. When it settles, pour into a bottle and add essential oil of your choice. Close and shake well before each use. Four tablespoons is enough per wash.

Smagfuldt eller smagsfuldt

Share Button

ENDELIG er et medie begyndt at beskrive mad, der er fuldt af smag, som smagsfuldt, i stedet for smagfuldt, som jo betyder noget helt andet. På samme måde som mad, der ikke smager af noget, selvfølgelig er smagsløst, og ikke (nødvendigvis) smagløst. Og det er selvfølgelig Politiken, der går forrest.

Det er ikke noget, jeg er stolt af ……

Share Button

….. men jeg bliver nødt til at skrive det ned, for nu skrives der igen om, at pårørende skal passe de syge og ældre mere, for eksempel her: http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2356546/paaroerende-skal-passe-de-syge-og-aeldre-mere/.

Det risler mig koldt ned af ryggen når jeg læser den slags. I slutningen af 2012 begyndte min mor, som med lidt hjælp af og til havde klaret sig selv i 88 år, at blive mere og mere svækket både fysisk og mentalt. Hvis jeg kunne have spurgt hende, ville hun givet have sagt, at 2013 blev det værste år i hendes liv – måske lige bortset fra det år, min far var syg og døde, cirka 30 år tidligere. Sidste år står i hvert fald stadig som lidt af et ’annus horribilis’ for mig. Heldigvis har jeg en lidt yngre bror som trak sin del af læsset og jeg synes selv, at vi samarbejdede mere end fint, men her på siden taler jeg kun for mig selv. Desuden havde min mor et godt forhold til en usædvanlig sød ung overbo, som også trådte til når han kunne, på trods af ønske om at gøre karriere og mange fritidsaktiviteter.

Min mor er død nu, og jeg vil ikke gå i detaljer om hendes lidelser og ydmygelser – kun at stort set hver dag kom til at handle om hende på den ene eller den anden måde. Først hjælp til mange praktiske ting og kampen for at få hjælp fra kommunen. Min mor tilhørte en generation, der ikke beder om hjælp, og hun var som regel i stand til at tage sig gevaldigt sammen og rent ud sagt lyve for visitator, når denne kom på besøg. Min bror og jeg blev altid bedt om at mindst en af os var tilstede ved møderne, men blev aldrig spurgt om noget som helst og fik aldrig ‘taletid’. Vi havde altid følelsen af, at dér røg endnu en halv fridag til ingen verdens nytte. Når så endelig hjælpen trods alt var på plads, var min mor i mellemtiden blevet dårligere, og så startede kampen for mere hjælp. Derudover blev det i stigende grad nødvendigt, at en af os ustandselig måtte smide alt og haste ud til hende, somme tider flere gange i døgnet. Alt gik op i ‘projekt mor’, og ganske almindelige familiesammenkomster som vi havde været vant til, og set frem til, var der ikke længere tid eller overskud til.

En plejehjemsplads kunne i lang tid ikke komme på tale – kun et par såkaldte ’aflastningsophold’ som til gengæld krævede pakning og udpakning og pakning igen og tilstedeværelse under transport til og fra. Og en masse koodinering, da det var vores job at henholdsvis af- og tilmelde vaskeservice, hjemmehjælp osv. hver gang – kommunen gjorde det ikke. Både min bror og jeg har fuldtidsjob som ingen af os havde til hensigt at opgive og på et tidspunkt løb vi begge tør for ferie- og afspadseringsdage. Dette var man i kommunen ophøjet ligeglade med. Jeg fik ved flere lejligheder at vide, at ’de fleste døtre ville anse det for et privilegium at tage orlov og gå på pension for at få lov til at passe deres mor i hendes sidste år’. En sætning, der stadig kan få mig til at gå i noget nær panik.

For det første er jeg glad for mit arbejde, men ikke for at bo i Danmark, og når jeg om ikke så mange år går på pension bliver det for at flytte ud af landet – IKKE for at skifte ble på en gammel forælder. Det var tydeligt, at jeg i kommunen blev anset for at være verdens værste datter.

Jeg vil også gerne understrege, at det er IKKE hjælp til klatindkøb, eller ledsagelse til lægebesøg fra plejehjem (for sådan er det allerede) jeg opponerer imod. Den slags gør man selvfølgelig gerne. Det er, for bare at nævne et enkelt aspekt af mange, eneansvaret for, at der hele tiden er mad i køleskabet, at det bliver spist, og det, der bliver for gammelt bliver smidt ud, der hurtigt bliver for meget, hvis man som jeg i forvejen har rigeligt at se til med at få sit eget liv til at hænge sammen rent tidsmæssigt.

For det andet har min mor og jeg ikke haft den slags mor/datter-forhold hvor vi bare nød hinandens selskab. Tværtimod har det for mig mest handlet om at være så lidt alene sammen med hende som muligt. Det lyder forfærdeligt, men så er det sagt, og jeg tror ikke på, at jeg er den eneste, der har haft det sådan. Og det kan ikke nytte noget at forvente, at et ’barn’ (i 60’erne) skal opgive et godt job for at pleje en mere og mere fysisk svækket og dement forælder, medmindre begge parter ønsker det.

Hvis plejen ydes modvilligt og af ren ansvars- og pligtfølelse, og ikke af lyst og kærlighed, og modtages fordi det er eneste mulighed, bliver det endnu mere ydmygende for begge parter end det er i forvejen.

Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke havde frygtelig ondt af min mor, og min bror og jeg gjorde hvad vi kunne og mere til, syntes vi selv, men det kostede, og på et tidspunkt gik jeg ned med flaget og måtte sygemeldes i fire uger. Det var en kæmpe lettelse ikke at skulle tænke på at skulle på arbejde i den periode (selvom jeg hellere ville have været dér), men der gik jo stadig ikke en eneste dag hvor jeg ikke skulle beskæftige mig med ’projekt mor’ på den ene eller den anden måde. Jeg fyldte 61 sidste år, og måtte for første gang sande, at kræfterne ikke var, hvad de havde været.

Min mor kom på plejehjem i starten af i år, efter hvad der føltes som en lang og sej kamp. Desværre blev det ikke nogen succes. Trods gode rammer – FANTASTISK personale, dejligt værelse, smukke omgivelser – var hun meget bevidst om, at hun blev mere og mere dement, og blev derfor mere og mere frustreret, forpint og fortivlet og ønskede kun at dø, og det ønske blev opfyldt i sidste måned. Jeg føler ikke sorg som sådan – nærmere lettelse over, at hun har fået fred i en alder af 90. Den mor jeg havde, havde jeg forlængst taget afsked med, og de tårer jeg af den ene eller anden grund skulle fælde over hende var forlængst fældet, i hvert fald de fleste af dem, men der går lidt tid, før jeg kan slippe det sidste par års begivenheder, og jeg ville ønske, min mor kunne have været sparet for dem. Og jeg får stadig ondt i maven når jeg hører, læser eller tænker ordene visitator og Gladsaxe Kommune.

Og så vil jeg gerne tilføje et par ord om det med at få lov til at søge om plejehjem. Jeg hørte fra forskellige, at der sådan set ikke er mangel på plejehjem i Danmark. Samtidig fandt vi jo ud af, at det absolut ikke er billigt at bo på plejehjem. Det koster (alt inklusive) hvad der svarer til to folkepensioner (hvilket min mor modtog, og det løb lige rundt). Hvordan kan man synes, at det er billigere med hold af plejere, startende med hjælp til medicintagning tidligt om morgenen og derefter en lind strøm af hjælpere tre-fire gange i døgnet, rengøringshjælp, vaskeservice, levering af mad osv. osv. for slet ikke at tale om de sygemeldinger der uvægerligt følger med, når ‘børn’ i 60’erne forventes, udover at passe deres fuldtidsjob, at stå til rådighed når den gamle bliver tørstig eller skal på toilettet (for det sker jo altid når der IKKE er plejere til stede), eller bliver bange og vækker naboerne ved at råbe om hjælp midt om natten?

Men man kan selvfølgelig sige, at med de krav der stilles til os, bliver 60-70-års-alderen det travleste og mest opslidende årti i vores liv, og dermed sikrer man, at vi ikke selv lever så længe, at vi får brug for plejehjem. Så på lang sigt er det måske alligevel en besparelse.

 

Danmark er i sandhed et mærkeligt land

Share Button

Lidt forsinket læser jeg i avisen fra lørdag den 26. juli (Serie: Mit genbrug) til min store overraskelse, at man ikke bare må tage hvad andre har lagt til storskrald. Altså bevidst smidt ud. Jeg kan ikke se logikken, i betragtning af, at det her i landet anses for i orden at tage for sig af mad, vin og andet, der er leveret foran andres hoveddøre i aflåste opgange – sådan er det i hvert fald i den opgang jeg bor i. Og opslag i opgangen hvor man brokker sig over alt det der bliver stjålet på den måde bliver omgående fjernet – for dét må man ikke! Danmark er i sandhed et mærkeligt land.

Hvorfor i alverden drikker voksne danskere sodavand …..

Share Button

….. og hvorfor lader de deres børn drikke det i så store mængder?

Overskrift i Politiken 28. juli 2014: ‘Partier glæder sig over boom i salget af sodavand’ (det viser sig i artiklen, at der især er tale om dåsesodavand – hvilket kun gør det værre). Med andre ord kører selv voksne danskere frisk og frejdigt kemikalier, farvestoffer, kunstige smagsgivere og, måske den største dræber af alle, sukker, (næsten) direkte ind i blodbanerne. Med flere overvægtige, flere hjertekarsygdomme og flere tilfælde af sukkersyge som resultat. Det er klart at politikerne glæder sig. Den såkaldte sundhedssektor skal jo også holdes i live.

Afskaf lortet eller, som bl.a. Ea Bram Jensen foreslår – smæk en tårnhøj moms på og sænk i stedet momsen på ordentlig mad og drikke som er kalorierne værd i næring og/eller nydelse (de to ting kan faktisk godt forenes).

Udenlandske hjemløse ….

Share Button

Udenlandske hjemløse skaber selvfølgelig utryghed, i modsætning til de danske hjemløse, for ‘udenlandsk’ betyder jo ‘farlig’ på dansk: http://politiken.dk/indland/ECE2311184/politiet-gaar-paa-sommerjagt-efter-udenlandske-hjemloese-i-koebenhavn/

Ban Ki-Moon and the death penalty

Share Button

bankimoon

“… for one human being to inflict on another” ????? What a strange argument against the death penalty. It is the state, not one human being, that takes a life, veiled in procedure and ritual, lawbook in hand, rehearsed and premeditated, in the name of an entire nation.