….. men jeg bliver nødt til at skrive det ned, for nu skrives der igen om, at pårørende skal passe de syge og ældre mere, for eksempel her: http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2356546/paaroerende-skal-passe-de-syge-og-aeldre-mere/.
Det risler mig koldt ned af ryggen når jeg læser den slags. I slutningen af 2012 begyndte min mor, som med lidt hjælp af og til havde klaret sig selv i 88 år, at blive mere og mere svækket både fysisk og mentalt. Hvis jeg kunne have spurgt hende, ville hun givet have sagt, at 2013 blev det værste år i hendes liv – måske lige bortset fra det år, min far var syg og døde, cirka 30 år tidligere. Sidste år står i hvert fald stadig som lidt af et ’annus horribilis’ for mig. Heldigvis har jeg en lidt yngre bror som trak sin del af læsset og jeg synes selv, at vi samarbejdede mere end fint, men her på siden taler jeg kun for mig selv. Desuden havde min mor et godt forhold til en usædvanlig sød ung overbo, som også trådte til når han kunne, på trods af ønske om at gøre karriere og mange fritidsaktiviteter.
Min mor er død nu, og jeg vil ikke gå i detaljer om hendes lidelser og ydmygelser – kun at stort set hver dag kom til at handle om hende på den ene eller den anden måde. Først hjælp til mange praktiske ting og kampen for at få hjælp fra kommunen. Min mor tilhørte en generation, der ikke beder om hjælp, og hun var som regel i stand til at tage sig gevaldigt sammen og rent ud sagt lyve for visitator, når denne kom på besøg. Min bror og jeg blev altid bedt om at mindst en af os var tilstede ved møderne, men blev aldrig spurgt om noget som helst og fik aldrig ‘taletid’. Vi havde altid følelsen af, at dér røg endnu en halv fridag til ingen verdens nytte. Når så endelig hjælpen trods alt var på plads, var min mor i mellemtiden blevet dårligere, og så startede kampen for mere hjælp. Derudover blev det i stigende grad nødvendigt, at en af os ustandselig måtte smide alt og haste ud til hende, somme tider flere gange i døgnet. Alt gik op i ‘projekt mor’, og ganske almindelige familiesammenkomster som vi havde været vant til, og set frem til, var der ikke længere tid eller overskud til.
En plejehjemsplads kunne i lang tid ikke komme på tale – kun et par såkaldte ’aflastningsophold’ som til gengæld krævede pakning og udpakning og pakning igen og tilstedeværelse under transport til og fra. Og en masse koodinering, da det var vores job at henholdsvis af- og tilmelde vaskeservice, hjemmehjælp osv. hver gang – kommunen gjorde det ikke. Både min bror og jeg har fuldtidsjob som ingen af os havde til hensigt at opgive og på et tidspunkt løb vi begge tør for ferie- og afspadseringsdage. Dette var man i kommunen ophøjet ligeglade med. Jeg fik ved flere lejligheder at vide, at ’de fleste døtre ville anse det for et privilegium at tage orlov og gå på pension for at få lov til at passe deres mor i hendes sidste år’. En sætning, der stadig kan få mig til at gå i noget nær panik.
For det første er jeg glad for mit arbejde, men ikke for at bo i Danmark, og når jeg om ikke så mange år går på pension bliver det for at flytte ud af landet – IKKE for at skifte ble på en gammel forælder. Det var tydeligt, at jeg i kommunen blev anset for at være verdens værste datter.
Jeg vil også gerne understrege, at det er IKKE hjælp til klatindkøb, eller ledsagelse til lægebesøg fra plejehjem (for sådan er det allerede) jeg opponerer imod. Den slags gør man selvfølgelig gerne. Det er, for bare at nævne et enkelt aspekt af mange, eneansvaret for, at der hele tiden er mad i køleskabet, at det bliver spist, og det, der bliver for gammelt bliver smidt ud, der hurtigt bliver for meget, hvis man som jeg i forvejen har rigeligt at se til med at få sit eget liv til at hænge sammen rent tidsmæssigt.
For det andet har min mor og jeg ikke haft den slags mor/datter-forhold hvor vi bare nød hinandens selskab. Tværtimod har det for mig mest handlet om at være så lidt alene sammen med hende som muligt. Det lyder forfærdeligt, men så er det sagt, og jeg tror ikke på, at jeg er den eneste, der har haft det sådan. Og det kan ikke nytte noget at forvente, at et ’barn’ (i 60’erne) skal opgive et godt job for at pleje en mere og mere fysisk svækket og dement forælder, medmindre begge parter ønsker det.
Hvis plejen ydes modvilligt og af ren ansvars- og pligtfølelse, og ikke af lyst og kærlighed, og modtages fordi det er eneste mulighed, bliver det endnu mere ydmygende for begge parter end det er i forvejen.
Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke havde frygtelig ondt af min mor, og min bror og jeg gjorde hvad vi kunne og mere til, syntes vi selv, men det kostede, og på et tidspunkt gik jeg ned med flaget og måtte sygemeldes i fire uger. Det var en kæmpe lettelse ikke at skulle tænke på at skulle på arbejde i den periode (selvom jeg hellere ville have været dér), men der gik jo stadig ikke en eneste dag hvor jeg ikke skulle beskæftige mig med ’projekt mor’ på den ene eller den anden måde. Jeg fyldte 61 sidste år, og måtte for første gang sande, at kræfterne ikke var, hvad de havde været.
Min mor kom på plejehjem i starten af i år, efter hvad der føltes som en lang og sej kamp. Desværre blev det ikke nogen succes. Trods gode rammer – FANTASTISK personale, dejligt værelse, smukke omgivelser – var hun meget bevidst om, at hun blev mere og mere dement, og blev derfor mere og mere frustreret, forpint og fortivlet og ønskede kun at dø, og det ønske blev opfyldt i sidste måned. Jeg føler ikke sorg som sådan – nærmere lettelse over, at hun har fået fred i en alder af 90. Den mor jeg havde, havde jeg forlængst taget afsked med, og de tårer jeg af den ene eller anden grund skulle fælde over hende var forlængst fældet, i hvert fald de fleste af dem, men der går lidt tid, før jeg kan slippe det sidste par års begivenheder, og jeg ville ønske, min mor kunne have været sparet for dem. Og jeg får stadig ondt i maven når jeg hører, læser eller tænker ordene visitator og Gladsaxe Kommune.
Og så vil jeg gerne tilføje et par ord om det med at få lov til at søge om plejehjem. Jeg hørte fra forskellige, at der sådan set ikke er mangel på plejehjem i Danmark. Samtidig fandt vi jo ud af, at det absolut ikke er billigt at bo på plejehjem. Det koster (alt inklusive) hvad der svarer til to folkepensioner (hvilket min mor modtog, og det løb lige rundt). Hvordan kan man synes, at det er billigere med hold af plejere, startende med hjælp til medicintagning tidligt om morgenen og derefter en lind strøm af hjælpere tre-fire gange i døgnet, rengøringshjælp, vaskeservice, levering af mad osv. osv. for slet ikke at tale om de sygemeldinger der uvægerligt følger med, når ‘børn’ i 60’erne forventes, udover at passe deres fuldtidsjob, at stå til rådighed når den gamle bliver tørstig eller skal på toilettet (for det sker jo altid når der IKKE er plejere til stede), eller bliver bange og vækker naboerne ved at råbe om hjælp midt om natten?
Men man kan selvfølgelig sige, at med de krav der stilles til os, bliver 60-70-års-alderen det travleste og mest opslidende årti i vores liv, og dermed sikrer man, at vi ikke selv lever så længe, at vi får brug for plejehjem. Så på lang sigt er det måske alligevel en besparelse.
