Tag Archives: Anders Agger

Pænt goddaaaaaarrrrrrgh

Share Button

Er jeg den eneste, der får lyst til at slå ihjel hver gang nogen siger “pænt goddag”? Det var muligvis morsomt første gang man hørte det. Dengang børn forventedes at opføre sig ordentligt og mor eller far kunne finde på at sige ting som ”sig pænt goddag” og der så var en opvakt møgunge, der lod som om han eller hun tog det bogstaveligt. Men det må være omkring 40 år siden, og i mellemtiden lyder det ulideligt præpubertært, når stort set ALLE efterhånden siger det – og det er ikke længere kun  telefonsælgere, der plaprer det lige ind i ens øregang – sågar voksne TV-personligheder, ingen nævnt, ingen glemt, siger det ustandseligt.

For et stykke tid siden var der en der i et læserbrev i Politiken skrev, at hun havde været til en – ovenikøbet potentielt meget alvorlig – samtale med en læge på et hospital, og var blevet mødt med et “pænt goddag” (fik jeg nævnt, at det var af en læge!?!). Det er jo komplet useriøst og en uhørt fornærmelse. Jeg havde omgående bedt om at komme til at tale med en anden.